Trædrejeren

Min morfar var trædrejer. Egentlig var han landmand, mælkekusk, senere fabriksarbejder og til sidst kontormedarbejder. Men da han gik på efterløn fik han tid og mulighed til at udfolde sine kreative evner som trædrejer, noget han måske burde have haft som profession.

Det begyndte vistnok med et kursus i trædrejning, og efter at have investeret i diverse værktøj og udstyr gik han i gang. Som jeg husker det, begyndte han at dreje lidt mindre ting i træ, som fx æggebægre, eller små lysstager, men efterhånden som han blev dygtigere og blev mere dristig, blev hans produkter også mere komplekse, og min morfars evner som trædrejer viste sig som temmelig imponerende og håndværksmæssigt perfekt.

Snart fik vi i hans værksted i kælderen fremvist de mest kunstfærdigt drejede træ-skåle, nogle endda temmeligt store, og nogle drejet i ædeltræ. Herudover viste han os de fine sager i sit dertil indrettede vitrineskab: lagkagefade, smukke håndtag til skabe og skuffer, store og professionelt udseende salt- og peberbøsser og meget mere.

Min morfar var også opfinder, og fremstillede legetøj i lange baner til sine børnebørn: kuglerammer, kuglebaner, geværer med “bang-funktion”, og meget andet, og han havde sågar opfundet et lille “samtaleanlæg”, så min mormor kunne kalde ham op til spisning fra køkkenet ovenpå.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *