Daglejer

Jeg har nu været tilmeldt et vikarbureau i et halvt år, og er faktisk ret godt tilfreds med det. Nogle gange er de jobs jeg bliver sendt ud i ganske forfærdelige, og meget hårde, men det er altid en trøst, at timelønnen er god, og at arbejdet er tidsafgrænset. Så når jeg fx står en hel dag i et nedbrændt hus og samler smeltet plastik og tilsodede murbrokker sammen i en container, mens regner pisker ned gennem det ikke eksisterende tag, og skyller soden sammen til en mudret klistret masse, så tæller jeg timerne til opgaven er afsluttet, og regner ud hvor mange penge jeg tjener.

Jeg er kunstner, så den fleksible tjans hos et vikarbureau passer mig strålende. Der går nogle gange måneder, hvor jeg ikke har udstillinger, eller hvor jeg forbereder mig til en udstilling, og der er vikar arbejde oplagt, fordi jeg så bedre kan afse et par dage om ugen til at arbejde for vikarburerauet. På andre tidspunkter har jeg så travlt med mine egne ting, at jeg ikke har tid eller overskud til at tage vikararbejde, og så siger jeg bare det til bureauet, og så undlader de at sende mig i arbejde, indtil jeg har tid igen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *