Børn på Gelænderet

De boede alle sammen i det samme hus. Ingen af dem gik udenfor, ingen fik lov til at gå ud i haven og mærke solens stråler. De voksne ventede på børnene om morgenen, hvor de fulgte dem ned til spisesalen, og op igen bagefter til deres værelser hvor de skulle sidde og læse det meste af dagen i de slidte hæfter. Alle børnene skævede til hinanden og trappegelænderet når de gik op og ned i huset. Det var nemlig deres lille hemmelighed.

Hver dag skulle de voksne til møde i nabohuset, så der var ingen der holdte øje med børnene i en time midt på dagen. Det var de timer hvor børnene havde det sjovest. For godt nok havde de ikke noget legetøj, men mit i huset var der den gamle spindeltrappe der gik fra kælderen og op til anden sal.
På trappen var der et gelænder. Det var slidt og begyndt at blive mørt, men det var det bedste i huset. For den kurrede de alle ned ad indtil de voksne kom tilbage igen.

Det var deres lille hemmelighed, og kunne husets vægge tale, så ville de fortælle om glade barnestemmer og jubel som de gennem mange år havde hørt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *